Restaurant DOLORES - Bæredygtig Gastronomi
Restaurant DOLORES Bæredygtig mad

MAD & VISION

På DOLORES har vores kokke kun ét dogme som rettesnor – råvarerne skal være fremragende. Mange af dem har vi i Danmark, men vi låner også fra hylderne i Spanien og Italien, når vi finder fantastiske råvarer, der har fortjent en plads på menukortet.

Vi elsker stor og bred smag, og derfor krydrer vi gladeligt det lokale med krydderi og køkkenteknikker fra andre madkulturer.

På DOLORES bruger vi i vid udstrækning skånsomt fanget fisk fra Danmark og Norden, dansk kød fra dyr der har haft det godt og økologiske råvarer i det hele taget.

Målsætningen for DOLORES – og alle øvrige LOCA-restauranter – er et højt niveau på tallerkenen og en bæredygtig tilgang til råvarer, miljø og mennesker.

Ligesom gruppens øvrige restauranter følger DOLORES derfor også de retningslinjer for social bæredygtighed og ordnede arbejdsforhold, som vi i LOCA Gruppen har nedfældet i vores ’Manifesto for bæredygtig gastronomi’.

Restaurant DOLORES Bæredygtig aftenmenu

VORES MANIFEST

Restaurant DOLORES Bæredygtig frokost

Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget. Derfor har LOCA Gruppen i 2021, med udgangspunkt i en række af FN’s Verdensmål, udarbejdet et ’Manifesto for bæredygtig gastronomi’. Manifestet udstikker kursen for vores bæredygtighedstilgang og vores forretning. For os handler bæredygtighed ikke kun om, hvor gulerødderne er dyrket – bæredygtig gastronomi handler også om, at vores kokke og tjenere arbejder under forhold, vi kan være bekendt. Vi ønsker, at restaurationsbranchen skal være et sted, hvor man har lyst til at blive, lære og udvikle sig – også når man har passeret 30 år og har fået børn.

Læs mere om vores manifest her.

BÆREDYGTIGHEDSRAPPORT

Vejen mod en bæredygtig restaurationsbranche er brolagt med dilemmaer og kompromiser. Der er mange måder at gøre tingene på, og vi ved, at vores måde aldrig bliver perfekt. Men det afholder os ikke fra at stræbe efter det.

Derfor udarbejder vi hvert år en Bæredygtighedsrapport for samtlige af LOCA Gruppens restauranter, hvor vi sætter håndgribelige tal og fakta på vores arbejde med bæredygtighed – og sætter nye mål for fremtiden.

Vi tror på, at vi med ordentlighed, velsmag og madglæde kan være med til at skabe positive forandringer i verden. Det har både vores branche og vores klode brug for.

Læs mere om vores bæredygtighedsrapport her.

Restaurant DOLORES Bæredygtighed i Carlsberg Byen